Hvordan vælger jeg den rigtige pude?

Hvordan vælger jeg den rigtige pude?

Hvilken hovedpude skal du vælge?

Når du vælger hovedpude, er der mange faktorer i spil. For nogle er materialet afgørende, for andre fyld, opbygning eller særlige egenskaber som allergivenlighed eller temperaturregulering. Uanset hvad er det vigtigt, at puden passer til din sovestilling og giver den rette støtte til hoved og nakke, så kroppen kan slappe af gennem natten.

Der findes ikke én hovedpude, der passer til alle. Derfor er det en god idé at tage udgangspunkt i, hvordan du sover – og derfra se på pudehøjde, opbygning og materialetype.

Din sovestilling er derfor et godt sted at starte.

 

Sover du på siden?

Når du ligger på siden, synker skulderen og kroppen mere eller mindre ned i madrassen – afhængigt af både madrassens fasthed og din kropsbygning. Det skaber et tomrum mellem madrassen og dit hoved. Hovedpudens opgave er at udfylde dette rum, så nakken holdes i en naturlig og afslappet position.

For sidesovere betyder det ofte, at puden skal give mere støtte i højden end ved andre sovestillinger.

Typiske pudevalg ved sidesøvn

 

Sover du på ryggen?

Ved rygsøvn er det vigtigt, at puden støtter nakken uden at løfte hovedet for meget. Mange vælger derfor ofte en lav pude, men det vigtigste er, at hovedet hverken tipper for langt frem eller bagover, og nakken skal have let støtte. 

Typiske pudevalg ved rygsøvn

 

Sover du på maven?

Mavesøvn stiller særlige krav til hovedpuden, da nakken ofte er drejet til siden i længere tid ad gangen. Det kan øge belastningen på nakke og øvre ryg, især hvis puden er for høj eller fast. Derfor vil mange have gavn af en lav og blød pude, som i mindst mulig grad påvirker nakkens position. Jo lavere og mere eftergivende puden er, desto mindre modstand møder nakken.

Typiske pudevalg ved mavesøvn

 

Pudehøjde – hvorfor er det ikke så enkelt?

Pudehøjde opdeles ofte i lav, mellem og høj, men i praksis er valget mere nuanceret. Selvom sovestillingen er et godt udgangspunkt, spiller både kropsbygning og madrassens fasthed en stor rolle for, hvilken højde der passer bedst.

En person med brede skuldre eller større kropsbygning vil typisk have brug for en højere pude end en person med smallere skuldre. Samtidig har madrassen også betydning – jo mere du synker ned i madrassen, desto mindre højde har du ofte brug for i puden, og omvendt.

Derfor kan to personer med samme sovestilling have behov for vidt forskellige puder. Det vigtigste er ikke selve betegnelsen “lav”, “mellem” eller “høj”, men at hoved og nakke ligger i en naturlig og afslappet position uden at blive presset op eller falde ned.

 

Dunpuder – forskel på 1- og 3-kammer

Dunpuder findes i forskellige opbygninger, som påvirker både støtte, liggekomfort og hvor godt puden holder formen. Forskellen på de klassiske 1- og 3-kammer puder ligger i, hvordan fyldet er fordelt – og hvilken type støtte de giver.

1-kammer pude
Blød og formbar.

3-kammer pude
Balancerer støtte og blødhed.

 

Vedligeholdelse og levetid

Hovedpuder udsættes dagligt for både fugt og slid og holder derfor ikke for evigt. Men med den rette vedligeholdelse kan du forlænge pudens levetid og bevare dens støtte og egenskaber i længere tid.

For at passe bedst muligt på din pude anbefales det at:

  • lufte puden jævnligt
  • følge vaskeanvisningen nøje
  • bruge korrekt vaskemiddel til materialet
  • sørge for grundig tørring, så fyldet ikke klumper

 

Den rigtige hovedpude er den, der passer til dig

Der er flere veje til den rigtige hovedpude, og det handler i sidste ende om at finde det, der passer til netop din krop og din måde at sove på. Når du tager højde for både sovestilling, pudehøjde og materialer, bliver det nemmere at vælge en pude, der giver den rette støtte og en afslappet liggestilling gennem natten – så du ganske enkelt sover bedre.